lørdag den 4. april 2015

Bloggen har fået nyt domæne

Fra januar har bloggen haft ny hjem. Du finder det her. Glæder mig til at se dig.

tirsdag den 6. januar 2015

Hyggedag med mindstemand og mellemstebarn

Ovre på mit nye "hjem" lindellsunivers.dk har jeg netop udgivet et indlæg om vores hyggedag i dag, hvor mellemstebarnet er hjemme. Der leges med muslingeskaller fundet ved vesterhavet og jeg forebereder bettemusens fest på søndag. Skriv endelig til mig, hvis der er ønsker til det nye design. Der arbejdes fortsat på det :) 

søndag den 4. januar 2015

Noget om bedsteforældre på det nye domæne

Her kan du læse mit indlæg om dagen i går og lidt tanker om bedsteforældrenes rolle for os som børnefamilie(r). Husk i øvrigt at jeg fremover huserer på lindellsunivers.dk og skriv endelig hvis der er ønsker til ændringer. Jeg er stadig ved at få det hele ordentligt på plads derovre :)

fredag den 2. januar 2015

Nyt domæne og tanker om det nye år


Så blev det 2015 og dermed også tid til forandringer. På mit nye domæne lindellsunivers.dk vil I fremover kunne følge med i vores familieliv og mit lille univers. De sidste fire måneder med bloggin har været skønne og jeg har i den grad nyt at kunne have et lille fristed, hvor ikke kun det kreative får lov til at fylde, men også øvrige tanker og hverdagsglimt. I mit første indlæg på lindellsunivers.dk vil I kunne læse om mine tanker om det nye år samt lidt om mine tanker og ambitioner for bloggen. Jeg håber I vil finde jer godt til rette i mit nye univers og I må endelig kontakte mig, hvis der er ønske om eller tanker til forandringer. 

Jeg håber I er kommet godt ind i det nye år. Vi selv havde en skøn aften. Jeg landede først i sengen kl. 5:30 så var en smule træt i går da ungerne vågnede ;)

onsdag den 31. december 2014

Min december og godt nytår

Her på årets sidste dag, vil jeg hermed bringe lidt minder fra december og lidt om det øvrige år, der er gået. År 2014 har på mange måder været et helt fantastisk år med rigtig mange opture og knap så mange nedture. Vi har jo fået vores lille treer og så en af dem med et x OG et y kromosom. Som jeg har skrevet et par steder her på bloggen, er vi simpelthen bare SÅ glade for ham og jeg nyder vores lille familie som bare føles så meget mere fuldendt. Jeg har skrevet om hans hjemmefødsel her.
Det var også året, hvor jeg startede denne nye blog. Efter at have holdt en toårig pause fra at blogge, kunne jeg mærke, at det igen kriblede i fingrene for at få skrevet. Jeg besluttede derfor at nedlægge min gamle lillelindell og åbne denne. Denne er helt fra start tænkt som mit lille frirum og min lille dagbog over en tid som går alt for stærkt. Til forskel fra min forrige blog, som blev meget fastlåst i kreative sysler, føler jeg mig allerede meget bedre tilpas her, hvor jeg i højere grad føler mig fri til at skrive, hvad end der falder mig ind. Jeg vil snart få flyttet den til eget domæne da jeg godt kan mærke, at jeg føler mig noget låst her i forhold til design mv.
I det nye år vil jeg komme lidt mere ind på, hvilke ønsker jeg har for år 2015. Indtil da ønskes I alle et godt nytår.
Tak til jer, der har læst med. 

tirsdag den 30. december 2014

Så fik man da lige klikket lidt nyt hjem

Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at der ret ofte bliver købt tøj ind til ungerne. Jeg elsker at pigerne har en alder, hvor det de synes er pænt, også stemmer overens med det som jeg synes er pænt og så har jeg altså maks optur over også at have fået en dreng for hvor er der dog bare meget lækkert tøj til sådan en. Nå, men det jeg ville frem til er, at til trods for, at der tit bliver kigget tøj til børnene, vil det da være en synd og en skam at sige, at jeg derfor glemmer mig selv - for det gør jeg ikke ;) Jeg har samlet lidt af det, der indtil videre er klikket hjem. Der har været 50 procent på det hele og jeg holder fortsat øje med et par webshops. Forrige år fik jeg min elskede vinterjakke fra Storm og Marie nedsat med 70 procent. Se det er da udsalg, der vil noget. Jeg overvejer om jeg også skal lave et indlæg med noget af ungernes. Det er primært pigerne, der har fået i denne omgang da jeg ikke kan påstå at lillemanden mangler...

mandag den 29. december 2014

Snevejr og julebrunch

I lørdags var vi på årets sidste julevisit hos mandens familie. Da vi alle havde fået rigeligt med julemad var vi blevet enige om, at mødes til brunch i stedet. Efter brunchen gik vi en tur og som det fremgår af billederne, fik farfar og pigerne hurtigt stablet en sneboldkamp på benene. Dagen blev afsluttet med en ordentlig omgang spareribs med tilbehør og selvfølglig blev der i løbet af dagen fyldt godt op med diverse julegodter. Så til trods for at maden blev skiftet ud var den velkendte overfyldte julemave genkendelig...
Nu er vi gået igang med at planlægge årets sidste aften. I år er vi inviteret over til et par naboer. Vi bliver seks voksne og syv børn så er lidt spændt på, hvordan det skal forløbe ;) Dem vi skal være hos har selv to piger som jævnligt leger med vores piger. De ældste går i klasse sammen så forudser, at særligt de kommer til at hygge sig. Og ærligt så har jeg da altid selv haft en ønske om at kunne fejre nytår med en af bedsteveninderne dengang jeg var syv år. Vi kommer hver og især til at skulle medbringe lidt til aftenens udskejelser, hvilket er ok. Jeg er begyndt at finde opskrifter til lækkert tilbehør til stegen og skal derudover have lavet en kransekage en af dagene. De plejer at være bedst, hvis de lige får lov at sige hej til fryseren.

søndag den 28. december 2014

Babymos, første grød og et tip til opbevaring


Nu gik den altså ikke længere. Bettemusen blev nødt til at få andet mad end den helt flydende slags. Vi har fået lidt af et madøre og med en kampvægt på 9 kilo her efter 4,5 måned tog jeg det som et vink med en vognstang om, at de alt for mange opvågninger om natten muligvis hang sammen med, at der nu skal noget andet indenbords. Som jeg tidligere har skrevet om her og her har jeg hele tiden haft planlagt selv at lave grød og henkoge det fremfor at fryse det eller kun bruge færdiglavet babymad (som i øvrigt skulle være helt fint, men bare lidt dyrt i længden). Med de to andre frøs vi grød i isterningbakker, hvilket jo er fint når man er hjemme, men måske lidt svært når man er på farten. Derfor var jeg også hurtig til at spidse ører da jeg hørte vores ven tale om metoden til brug ved produktion af babymad. Jeg har nu lavet to forskellige slags mod hhv. kartoffel/sød kartoffel og kartoffel/broccoli.   Og begge varianter er godkendt af bettemanden ;) Processen er ganske nem. Du laver en mos fx. af et hoved broccoli og samme mængde kartofler. Putter det færdige produkt på små patentglas. Sætter gummiring og låg på og smider alle glas i en stor gryde med kogende vand. Her skal de så koge indtil indholdet i glassene begynder at småboble hvorefter du slukker for varmen og lader det stå til det kan sættes i køleskab og voila du har babymos til at tage med på farten. Det kan i princippet sagtens bare stå i et normalt køkkenskab, men her har vi det i køleskabet. Det skulle kunne holde i maaaange månder på denne måde, men som der bliver gået til den herhjemme holder de nok ikke så længe.
Prøv lige at se et skeptisk blik da første bid bliver serveret :D

torsdag den 25. december 2014

Gode traditioner

Herhjemme har vi de sidste tre år haft en fast tradition med at holde 1. juledag hellig. Vi har i flere år holdt jul skiftevis hos min og mandens familie og har indtil for tre år siden sovet, hvor vi har holdt jul. Det har været hyggeligt, men har også været lidt stressende med alle de mennesker (og alt det legetøj) 1. juledag og vi har kunne mærke på børnene, at de særligt som de er blevet ældre, har haft behov for at kunne slappe af alene og bare få lov til at nyde alt det nye. Efter vi flyttede i hus, er vi derfor taget hjem efter juleaften og det har udviklet sig til en tradition, der er højt elsket af hele familien. Ih, hvor jeg dog elsker den dag. Vi har ingen planer, ingen familiebesøg, ingen julefrokoster eller andet tjuhej, men skal blot hygge med ungerne. Jeg har lavet snyderester så vi har både steg, brun sovs, småkager, "godter" og risalamande som bliver taget frem flere gange i løbet af dagen ;) 
I dag vågnede vi til en snedækket have og der skulle selvfølgelig bygges snemand. Udover snemandsbyggeri har vi samlet lego, kigget (og leget med) gaver, set julefilm, haft nattøj på heeele dagen og hørt julemusik. Vi skal først til julefrokost d. 27. så i år har vi hele to dage, hvor der ingen planer er. Om jeg elsker det?? JA! 
Alle ungerne har sovet de sidste par timer og manden er gået omkuld på sofaen. Jeg smutter ud og sætter en kop the over, smækker benene op og nyder en stille stund alene. Jeg er simpelthen så taknemlig over den lille familie som vi har skabt os. Tænk at man kan være så heldig...
Håber I alle har haft en dejlig jul og 1. juledag. 

tirsdag den 23. december 2014

Om at få tre børn

I disse dage er jeg hjemme med alle tre unger og jeg nyder det. A går jo i skole så jeg kan ikke rigtig holde hende hjemme som jeg tidligere har haft mulighed for. Derfor er det bare om at nyde det, når hun har ferie og vi derfor alle kan hygge sammen. F har sidste arbejdsdag i dag og så tilslutter han sig ferieselskabet ;) Der er rigtig feriestemning i det lille hjem. Vi nyder at kunne blive liggende i sengen og ikke at skulle skynde os afsted om morgenen for at få ældstebarnet i skole til tiden og så nyder jeg at have fået en lille "efternøler". Jeg er godt klar over, at han ikke er en rigtig efternøler, men det føles lidt sådan da der kun er to år mellem de store og så fem år ned til ham. Pigerne er SÅ glade for ham og utrolig hjælpsomme og særligt A er virkelig en stor hjælp. Hun kan selv bære ham rundt og kan sagtens holde øje med ham hvis jeg fx skal i bad (eller lige vil sove lidt længere ;)). Begge piger er faktisk begyndt at kunne trøste ham og der er ingen tvivl om, at han er kæmpe fan af begge. De kan simpelthen få ham til at klukke af grin. Sikke stor kærlighed og hvor kan det dog varme ens moderhjerte at se dem alle tre på den måde sammen <3 Min største anbefaling til at få tre børn (og måske en endnu større anbefaling om at vente de år så man virkelig kan nyde dem og måske særligt den sidste for nydes - det bliver han)
God 23. december til jer alle. 

onsdag den 17. december 2014

Nyt kamera

Vi jeg ønsker os et nyt kamera. Vi har i forvejen et spejlreflekskamera med et 50 mm objektiv til, men sagen er, at det er noget tungt at slæbe med rundt med og ofte er det kun mig, der får taget billeder, hvilket selvfølgelig resulterer i, at det er meget sjældent, at jeg havner i fotostrømmen herhjemme. Derudover er vores kamera fra den generation, hvor man ikke kunne bruge sit spejlrefleks til at videofilme. Jeg ønsker mig derfor et (godt!) kamera med tilhørende objektiv(er) der både kan komme med på turen uden at rejsetasken skal frem, der har en vipbar skærm så jeg selv kan komme med på lidt billeder (har efter alt for mange år med manden min næsten opgivet håbet om at få ham til at tage billeder, jeg kan lide ;)) og sidst, men ikke mindst have mulighed for at filme. At de kameraer man kan få i dag så blandt andet kan overføre trådlåst gør jo ikke ønsket mindre ;) Billedet viser tre forskellige. Jeg er stadig i undersøgelsesfasen i forhold til, hvilket der er det "rigtige". Nogen anbefalinger?   

søndag den 14. december 2014

Ideer til en hyggelig julekalender

Herhjemme har pigerne de sidste år haft hver en julesok, hvor den søde nisse har lagt forskellige overraskelser i. Nogengange har drillenissen dog været på spil og syet sokken sammen så det var svært at få gaverne op, men sådan er det vidst med drillenisser...
Den søde nisse har både lagt små gaver, men også overraskelser og hyggeting i. Hyggetingene kan være små beskeder om, at ungerne efter hhv. børnehave og skole skal en tur i zoo, i svømmehal, tivoli eller andet. Det kan også være besked om at der skal laves konfekt, juledekorationer eller småkager. I søndags kom den søde nisse med små lærreder så søndagen gik med at lave en bund til de flotte kunstværker ;) Vi har brugt ganske almindelig sandspartelmasse til at lave bunden i maleriet. Pigerne kan nogengange gå lidt træt i syslerierne, hvis de tager for lang tid (hvis de skal sidde for længe uden pause). Derfor er den en god idé at dele projektet lidt op. Når sandspartelmassen er tør, skal hele maleriet dækkes og herefter kan der males små detaljer.


mandag den 8. december 2014

Inspiration til soveværelse

Billeder fundet via Pinterest
Vi er jo igang med det store rykkenrundt projekt herhjemme. Huset er som skabt til to børn, men når man så vælger lige pludselig at berige både hus og famile med endnu et familiemedlem, må man jo tænke kreativt. Og det gør vi. Vi kommer til at sætte en skillevæg op i soveværelset og kommer derfor til at dele værelse med mellemstebarnet eller det vil sige, hun får legeværelse, men skal fortsat sove hos ældstebarnet. Det kommende soveværelse bliver ret småt og der vil derfor kun lige være plads til sengen og et par sengeborde. Slut prut. Vores tøj skal ud i bryggerset som til gengæld er ret stort og vil derfor komme til at fungere fint som kombineret bryggers/walk in closet. Collagen ovenover er et udpluk af de soveværelser, som jeg har fundet inspiration i. Jeg har enten gemt billederne fordi der er delelementer, der er fine eller en stemning, der er god.
Vi kommer helt sikkert til at lave en gavl af brædder. Da vi har et lavt skråt tag, synes jeg ideen med at lade brædderne fortsætte op af taget er ret fin og den kan være med til at understrege den lidt intime og hyggelige stemning. Vi vil male gulvet i både legeværelse og soveværelse hvidt for at lysne rummet lidt og vil foruden den træfarvede gavl tilføre grå og hvid som gennemgående tema. Og så er jeg bare helt vild med tendensen omkring at tilføre vægge i glas som på nederste billede. Jeg ved ikke helt om det kan lade sig gøre da rummet som sagt har et lavt skråt loft (rummet er faktisk ikke godkendt til beboelse da den gennemsnitlige højde i rummet er for lav, men det er altså også det, der gør det virkelig charmerende...) men det kunne være SÅ fint at tilføre et andet sted. Endelig synes jeg det kunne være lidt sjovt at tilføre en oversize lyskæde fx. denne udendørs kæde fra housedoctor.
Jeg er uanset hvad spændt på at se det endelige resultat.  

søndag den 7. december 2014

Drillenissen på besøg - ideer til narrestreger


Herhjemme har vi en sød nisse og en drillenisse boende. Børnene er vilde med den søde og forældrene synes, at det er ret sjovt med drillenissen. De ting som drillenissen lavede af narrestreger sidste år var blandt andet:

  1. At sy ungernes jakker sammen ved begge håndled
  2. At overtrække cherrytomater med chokolade så det lignede lækre konfektstykker 
  3. At farve mælken i kartonen blå
  4. At bytte rundt på børnene, så de vågnende i hinandens senge
  5. At farve røde hjerter på kinderne af børnene
  6. At give børnene sokker på hænderne i løbet af natten
Har I mon drillenisser og hvad har de lavet?

mandag den 1. december 2014

Mandag

I dag er sådan en rigtig mandag - I ved sådan en, hvor man kommer for sent op, for sent afsted og i det hele taget er lidt tid om at "finde sig selv". Jeg leder fortsat og synes egentlig ikke rigtig, at dagen er blevet helt god endnu. Weekenden derimod var fantastisk. Lørdag havde vi besøg af legegruppen. I ældstepigens klasse er de inddelt i grupper, hvor de på skift skal hjem til hinanden og lege. Det er hverken et nyt eller fancy koncept, men det virker altså. Det er så dejligt at se, hvordan ens børn bare trives og at de også kan være sammen med de børn som de ikke leger med så tit.

Søndag hjalp vi min onkel og tante med at flytte. De har købt et stort hus som bare er SÅ lækkert. Det minder om en gammel herskabsvilla med lyse rum, højt til loftet og masser af plads. Der kunne jeg godt se mig selv bo ;) om ikke andet i et lignende hus...
Men i dag er det mandag og jeg håber at den ender lidt bedre end den er startet. Indtil videre er denne bette mand med til at gøre dagen bedre. Her er han netop vågnet fra sin første lur. Tænk at man kan elske sådan en klump så meget... God mandag til jer andre og tak fordi I kigger med.

I denne uge har jeg lært #1

1. At selv et lille bitte juletræ ikke kan være under barnevognen, men at det i forsøget uomtvisteligt vil ramme hjulene, hvor der potentielt kan være en hundelort/anden dyrelort på

2. At grunden til at ens popo bliver (kan blive for min er det jo ikke...) helt flad/ikke eksisterende når man har født er, at man under graviditeten skifter tyngdepunkt og derfor ikke får trænet ballemusklerne

3. At en baby ikke nødvendigvis kan holde maden i sig, hvis man svinger den umiddelbart efter et måltid
4. At man kan rende rundt med gylp i håret en hel dag helt uden at opdage det

5. At jeg også mister håret efter denne fødsel

6. At mine piger er så store (og tilpas næsvise) til at kommentere pkt. 5

7. At selvsamme piger ikke nøjes med at kommentere pkt. 5 overfor mig, men også i skolen/børnehaven

8. At man kan få pæne hårbånd i H&M

9. At der findes youtubevideoer, der viser, hvordan man pænt kan binde et tørklæde i håret. Win.
  
10. At det fylder ret meget for mig, at jeg har mistet så meget hår...

(11. At jeg tilsyneladende ikke kan finde ud af at få mit "planlæg-indlæg-på-et-bestemt-tidspunkt" til at virke)

søndag den 30. november 2014

Julegaverne i hus

... minus tjek. Men vi er ved at være der med pigernes. Vi er godt på vej med at få indkøbt ting til deres nye værelser og planen er altså, at det er en del af julegaven i år. Derudover var vi heldige at havne i Bilka sidste søndag, hvor de havde 30 procent på alt legetøj, så der fik vi lige købt lidt af det obligatoriske Furby og Friends til den efterhånden museumslignende samling.
I år skal vi være sammen med mine forældre, søskende, deres påhæng samt min lille nevø (samt bebs i maven på lillesøster). De sidste par år har vi bare været vores lille familie 1. juledag og nej, hvor er det bare en hyggelig tradition. Jeg føler mig meget voksen og meget far, mor og børn agtig når jeg mest af alt bare har lyst til at være alene, men det er altså skønt, at se hvor meget de nyder bare at kunne tulle rundt i nattøj, spise rester (inklusiv uanede mængder også usunde rester) alt imens der bliver samlet legetøj og leget til den store guldmedalje. Derudover har der også været tid til lidt julefilm og andre 1. juledagssysler inden der igen er julefrokost 2. juledag. At deres gaver er i hus er en god start og jeg glæder mig faktisk til både at hjælpe med at samle lego og se, hvad sådan en (dyr!) talende bamse er i stand til... 
Og så lige et billede af en af de to furby/friends fans. For katten da, hvor jeg elsker de unger...

torsdag den 27. november 2014

Igang...

Jeg er gået igang med et maleri. Det færdige resultat skal hænge i vores entre som er relativ stor. Lige nu agerer entreen selvfølgelig det sted, hvor overtøjet bor, men det er samtidig det rum, hvor mange samtaler med særligt forældrene til pigernes legekammerater foregår (med børn i pigernes størrelse er de aldrig "klar" når forældrene kommer og er altid "blevet væk"/selv gået hjem/taget en taxa/blevet spist af Tinky Winky?!?!). Da disse forældre derfor tit hænger ud i vores entre synes vi at den trængte til at blive lidt pimpet op (kan man sige det) så der også er lidt hyggeligt og fint at se på for disse arme forældre, der er overladt til at skulle tale med os velvidende, at deres børn muligvis muligvis har været offer for en teletubbies sult. 
Da entreen har en god størrelse, synes vi også, at den kan bære et stort maleri. Det kommer helt sikkert til at tilføre lidt hygge til rummet, men også en god stemning og bliver samtidig en god overgang til husets øvrige rum og interiør. Nu mangler der bare en plante, der kan stå foran og pynte lidt. Min mor har et paradistræ, jeg kan arve. De gror helt vanvittigt hjemme hos hende, men dør sjovt nok altid hos mig?! Nu prøver vi igen. Jeg føler mig mere voksen og ansvarlig til den opgave nu.   

tirsdag den 25. november 2014

Om at blive gravid som 23 årig

Der var engang for otte år siden, hvor jeg i en periode over nogen uger havde roskildesyge. Det skulle så vise sig, at det slet ikke var roskildesyge, men ganske normale følger af en graviditet. På det tidspunkt var jeg 23 og manden 24. Vi var begge godt igang med vores studier og ingen i venneflokken havde børn. Vi blev så de første... Syv måneder senere kom A og vendte op og ned på vores liv og så alligevel ikke. Jeg har altid haft lyst til at få børn tidligt og gerne have dem inden jeg blev 30. Vi havde også talt om, at det kunne være et fint tidspunkt at få et barn under studiet og det faldt så heldigt, at A meldte sin ankomst mellem to semestre hvilket gav os et par måneder sammen som familien inden F startede sit studie igen. Samtidig gjorde det, at jeg lige kunne nå at afslutte de fag jeg var igang med. Da vi var de eneste i vennekredsen, der havde børn og i øvrigt selv kun boede på 47 kvadratmeter gjorde det at A tidligt blev vænnet til at kunne sove alle vegne og vi har derfor altid kunne have hende med rundt. Selvfølgelig har alt været på hendes præmisser og vi havde sikkert handlet anerledes hvis ikke hun havde trivedes med at komme med rundt. 
At blive mor i en alder af 24 har for mig været skønt og det helt rigtige. Jeg har ikke følt at jeg er gået glip af noget og følte mig egentlig ikke dengang (for) ung. Det er i virkeligheden først nu, at jeg føler at jeg allerede er kommet langt i mit liv og at jeg allerede nu har opnået mange ting og fortsat har lang tid foran mig - både til at opleve mine børn blive store, at nyde min mand og vores liv sammen og ikke mindst gøre karriere. For mig var det helt sikkert en stor overraskelse at stå med et hav af test med to fine røde streger, men det blev heldigvis lynhurtigt en overraskelse som vi glædede os meget over. Fra den dag A gjorde sin entre på meget hurtig vis, har vi været beriget med hendes glade væsen og store smil. Jeg ved ikke, hvordan vores liv ville have udviklet sig hvis ikke hun var kommet, men er i dag taknemmelig over, at man ikke altid selv er herre over, hvad der sker og at der trods uventede overraskelser - gode som dårlige - altid er en mulighed for at det kan udvikle en og i sidste ende måske gøre en mere lykkelig end hvis tingene var gået som først planlagt...
A fra hendes 1 års fødselsdag for godt syv år siden

mandag den 24. november 2014

IKEA hack

Vi er ret glade for designklassikere herhjemme. Dog er pengepungen ret pjattet med IKEA. Vi er også glade for diverse DIY projekter og her kan IKEAs møbler fint anvendes og så bliver pengepungen glad igen ;) Jeg synes at IKEA har mange fine basismøbler, som nemt kan anvendes sammen med de lidt dyrere klassikere. Jeg har flere gange vist IKEAs STUVA bænk som vi pt har tre af her på matriklen. Jeg elsker det møbel og det er nemt selv at male/sætte tapet på og sy en hynde til og dermed få et mere personligt møbel, der passer ind i ens øvrige boligstil. Jeg sidder tit og kigger på andre "ikea hacks" og får dermed inspiration til, hvad andre har lavet med udgangspunkt i de gængse møbler. Jeg er særligt vild med denne fine blog drevet af Rosandra Ferri. Hun har endda en hel kategori fyldt med hacks... helt bestemt et besøg værd. Billedet ovenover er ikke revolutionerende på nogen måde. Det er en SNÖIG lampe, der har fået en omgang kobberspray. Den skal ind på ældstepigens værelse. Der kommer til at være gammelrosa og kobber detaljer på væggene, puder mv.