Gode traditioner

Herhjemme har vi de sidste tre år haft en fast tradition med at holde 1. juledag hellig. Vi har i flere år holdt jul skiftevis hos min og mandens familie og har indtil for tre år siden sovet, hvor vi har holdt jul. Det har været hyggeligt, men har også været lidt stressende med alle de mennesker (og alt det legetøj) 1. juledag og vi har kunne mærke på børnene, at de særligt som de er blevet ældre, har haft behov for at kunne slappe af alene og bare få lov til at nyde alt det nye. Efter vi flyttede i hus, er vi derfor taget hjem efter juleaften og det har udviklet sig til en tradition, der er højt elsket af hele familien. Ih, hvor jeg dog elsker den dag. Vi har ingen planer, ingen familiebesøg, ingen julefrokoster eller andet tjuhej, men skal blot hygge med ungerne. Jeg har lavet snyderester så vi har både steg, brun sovs, småkager, "godter" og risalamande som bliver taget frem flere gange i løbet af dagen ;) 

I dag vågnede vi til en snedækket have og der skulle selvfølgelig bygges snemand. Udover snemandsbyggeri har vi samlet lego, kigget (og leget med) gaver, set julefilm, haft nattøj på heeele dagen og hørt julemusik. Vi skal først til julefrokost d. 27. så i år har vi hele to dage, hvor der ingen planer er. Om jeg elsker det?? JA! 

Alle ungerne har sovet de sidste par timer og manden er gået omkuld på sofaen. Jeg smutter ud og sætter en kop the over, smækker benene op og nyder en stille stund alene. Jeg er simpelthen så taknemlig over den lille familie som vi har skabt os. Tænk at man kan være så heldig...

Håber I alle har haft en dejlig jul og 1. juledag. 

Om at få tre børn

I disse dage er jeg hjemme med alle tre unger og jeg nyder det. A går jo i skole så jeg kan ikke rigtig holde hende hjemme som jeg tidligere har haft mulighed for. Derfor er det bare om at nyde det, når hun har ferie og vi derfor alle kan hygge sammen. F har sidste arbejdsdag i dag og så tilslutter han sig ferieselskabet ;) Der er rigtig feriestemning i det lille hjem. Vi nyder at kunne blive liggende i sengen og ikke at skulle skynde os afsted om morgenen for at få ældstebarnet i skole til tiden og så nyder jeg at have fået en lille "efternøler". Jeg er godt klar over, at han ikke er en rigtig efternøler, men det føles lidt sådan da der kun er to år mellem de store og så fem år ned til ham. Pigerne er SÅ glade for ham og utrolig hjælpsomme og særligt A er virkelig en stor hjælp. Hun kan selv bære ham rundt og kan sagtens holde øje med ham hvis jeg fx skal i bad (eller lige vil sove lidt længere ;)). Begge piger er faktisk begyndt at kunne trøste ham og der er ingen tvivl om, at han er kæmpe fan af begge. De kan simpelthen få ham til at klukke af grin. Sikke stor kærlighed og hvor kan det dog varme ens moderhjerte at se dem alle tre på den måde sammen <3 Min største anbefaling til at få tre børn (og måske en endnu større anbefaling om at vente de år så man virkelig kan nyde dem og måske særligt den sidste for nydes - det bliver han)

God 23. december til jer alle. 

Om at blive gravid som 23 årig

Der var engang for otte år siden, hvor jeg i en periode over nogen uger havde roskildesyge. Det skulle så vise sig, at det slet ikke var roskildesyge, men ganske normale følger af en graviditet. På det tidspunkt var jeg 23 og manden 24. Vi var begge godt igang med vores studier og ingen i venneflokken havde børn. Vi blev så de første... Syv måneder senere kom A og vendte op og ned på vores liv og så alligevel ikke. Jeg har altid haft lyst til at få børn tidligt og gerne have dem inden jeg blev 30. Vi havde også talt om, at det kunne være et fint tidspunkt at få et barn under studiet og det faldt så heldigt, at A meldte sin ankomst mellem to semestre hvilket gav os et par måneder sammen som familien inden F startede sit studie igen. Samtidig gjorde det, at jeg lige kunne nå at afslutte de fag jeg var igang med. Da vi var de eneste i vennekredsen, der havde børn og i øvrigt selv kun boede på 47 kvadratmeter gjorde det at A tidligt blev vænnet til at kunne sove alle vegne og vi har derfor altid kunne have hende med rundt. Selvfølgelig har alt været på hendes præmisser og vi havde sikkert handlet anerledes hvis ikke hun havde trivedes med at komme med rundt. 

At blive mor i en alder af 24 har for mig været skønt og det helt rigtige. Jeg har ikke følt at jeg er gået glip af noget og følte mig egentlig ikke dengang (for) ung. Det er i virkeligheden først nu, at jeg føler at jeg allerede er kommet langt i mit liv og at jeg allerede nu har opnået mange ting og fortsat har lang tid foran mig - både til at opleve mine børn blive store, at nyde min mand og vores liv sammen og ikke mindst gøre karriere. For mig var det helt sikkert en stor overraskelse at stå med et hav af test med to fine røde streger, men det blev heldigvis lynhurtigt en overraskelse som vi glædede os meget over. Fra den dag A gjorde sin entre på meget hurtig vis, har vi været beriget med hendes glade væsen og store smil. Jeg ved ikke, hvordan vores liv ville have udviklet sig hvis ikke hun var kommet, men er i dag taknemmelig over, at man ikke altid selv er herre over, hvad der sker og at der trods uventede overraskelser - gode som dårlige - altid er en mulighed for at det kan udvikle en og i sidste ende måske gøre en mere lykkelig end hvis tingene var gået som først planlagt...

A fra hendes 1 års fødselsdag for godt syv år siden

Er der gået leverpostej i den

Jeg har en veninde hvor et fast spørgsmål på dagsordenen når vi mødes (F griner af at jeg skriver dagsordenen, men ærligt, det er der altså tit når der skal venindehygges, ik??) nå, men det faste punkt er, om der er gået leverpostej i den. Altså om rutinerne har overtaget, om børnene fylder for meget i forhold til parforholdet, om det kun handler om, hvem der henter hvem og hvornår, legeaftaler, aktiviteter, madplaner, indkøbslister mm. I princippet dækker det vel også over om der er tid til at pleje en selv, at farve hår så man ikke render rundt med den flade...leverpostejsfarvede manke. Det er et fint punkt lige at få vendt da det jo kun er den ulækre leverpostej man ikke gider og det giver også anledning til gode snakke om, hvilken leverpostej man kan lide og hvilken man ikke kan lide (måske lidt for billedligt nu?). Noget som vi for eksempel er uenige om er madplaner - altså om de hører på leverpostejslisten - den ulækre af dem. Herhjemme er vi ret begejstrede for konceptet, men mest fordi det jo frigiver en masse tid til alt muligt andet og at man ikke hver dag skal en tur i Netto sammen med resten af områdets mere eller mindre irriterende unger. For mig er det på leverpostejslisten. Altså de "spontane" Nettoture hvor der skal handles til en spontan ret til aftensmaden. Det spontane bliver jo netop til leverpostej når det gøres hver dag ikke? Her er min veninde helt modsat mig. Nå, men til det som jeg egentlig ville skrive om... måske er jeg vokset fra at være bange for den ulækre leverpostej. Altså leverpostejen må ikke gå ud over parforholdet, hvorfor vi siden vi fik A har prioriteret kærestetid, at gå til koncerter mv. Men der hvor leverpostejen ikke er så farlig er i mange af de andre rutiner. For eksempel synes jeg en hyggelig rutine herhjemme er at komme hjem om eftermiddagen og spille med tøserne. Der er ingen tvivl om at de elsker det og at der kan tages mange gode snakke henover et slag terning UNO og at der i øvrigt kan foretages nyttige ting under sådan en omgang. I dag spiste jeg for eksempel en leverpostejsmad...

Om de store beslutninger

I går kl. 22.19 tikkede der en mail ind i indboksen, der fik mit hjerte til at springe et slag over. Jeg kan ikke gå så meget mere ind i det nu end at konstatere at mit hjerte altså sprang et slag over og fortsat ikke helt har genfundet sin normale rytme. Lige nu er jeg på barsel. Og jeg elsker det. Jeg har i fire år længtes efter en barsel (men først efter barnet det sidste halvandet ;)) og er her nu og vil ikke bytte det for noget i verden. At lige præcis denne mail skulle dukke op lige præcis nu, kunne ikke være værre timet og der skal derfor træffes beslutninger, sluges kameler, lægges planer og drømmes drømme. Der er lige for en stund prikket hul på den barselsboble som jeg er så glad for og der skal derfor tænkes lidt længere frem end blot, hvad dagen i morgen byder på. Min dejlige onsdag blev derfor afløst af et lille "hej til virkeligheden" og mor her skal derfor igang med at se på, hvad og hvordan den dyrebare tid mens børnene er små skal prioriteres... ih, det er svært at ville det hele på en gang!

Og så til en god ting. Mens jeg skriver indlægget her popper denne besked ind fra min gravide søster: "Vi leverer endnu en fætter :-)" Jaaaa, jeg skal være moster til en lille nevø og V får en lille legekammerat...

Billedet har ikke så frygtelig meget med indholdet at gøre udover at vise mig selv, at det er en ret sød baby jeg pt får lov at spendere dagene med

Har han stadig ikke noget hår...?

Er det bare mig eller er det ikke ok og i øvrigt normalt med en baby på tre måneder, der fortsat ikke har den mest overdådige hårpragt? Til to forskellige anledninger i går blev lillebrors manglende hår nævnt. "Uh, det er ikke meget hår, han har hva'", "skal han ikke snart have lidt mere hår på hovedet", "I kan da vidst ikke lave børn med hår, hva'". Øh nej, det kan vi åbenbart ikke, men jeg synes da stadig at vi laver ret søde børn - med eller uden hår. Indrømmet, jeg er da den første til at kommentere andre babyers hår, hvis/når de har det i en tidlig alder for jeg er simpelthen så dybt imponeret og synes det er så fint, men det er jo ligeså meget fordi det trods alt ikke er så ofte at børn, der tenderer til det gennemsigtige som vores gør, har så meget hår. Indtil videre har 2/3 af vores børneflok da fået en fin manke. Ældstepigen endda næsten ned til lænden så der er da også håb for at lillebror ikke skal forblive skaldet...

Dagen i dag byder på efterfødselstræning. Det er anden gang vi er afsted og sidst gik simpelthen så godt og jeg havde ondt flere dage efter. Det er vidst meget godt, at jeg kommer lidt igang på den front ;)

Ferie og babybobel

Vi har trukket stikket ud herhjemme. Vi går alle og venter lillebrors ankomst og nyder lige pt. vores to piger og det samvær vi har med dem. Om kort tid kommer der endnu et familiemedlem og vælter rundt på den hverdag, vi har haft de sidste år. Jeg har valgt at vente lidt med at opdatere på bloggen til efter hverdagen igen er begyndt. Det kan være der kommer lidt småindlæg engang imellem, men indtil babys ankomst vil jeg som sagt forsøge at nyde tiden med kun to børn :) 

Vi har ferie til på mandag hvor jeg da både håber og satser på at baby er i barnevognen og ikke i maven til storepigens første dag i 1. klasse...

En følelse af angst

Dette er min tredje graviditet. En af de ting, der har været særligt ved denne graviditet har været den følelse af panik og angst over at ikke alt er som det skal være, at vi får et barn, der er sygt eller at der går noget galt under fødslen. Jeg husker slet ikke at disse følelser gjorde sig gældende første gang og heller ikke, at de fyldte så meget anden gang. Det er ikke fordi de er der hele tiden og det på den måde er helt ulideligt, men de er der og det er nok. Jeg overvældes særligt af tanken om, at vi da umuligt kan være så heldige at få tre sunde og velskabte børn. 

Hvorfor kommer disse tanker?...

Jeg har talt med andre, der har de samme tanker og ligesom mig har enten en eller to børn i forvejen. Vi har talt om, hvorvidt det kan hænge sammen med det faktum, at man denne gang ved, hvad man mister. At man en gang før har oplevet den ubetingede kærlighed til ens barn og derfor ved, hvad man "går glip af". Samtidig har man også erfaret (nu hvor det er tredje gang) at man nemt kan elske to børn så tankerne om, hvorvidt der nu er kærlighed nok fylder denne gang ikke som den gjorde ved anden graviditet.

Der er en uge til termin og i virkeligheden er det nok det, der gør at det hele bare fylder godt lige nu. Jeg synes nærmest ikke jeg tænker på andet nu end den forestående fødsel. Ofte er tankerne heldigvis med en dejlig velskabt baby til følge - alt andet ville da have været ulideligt trods alt... 

S helt spritny - lige landet på mors bryst