torsdag den 28. august 2014

TBT - Min hjemmefødsel

Denne uges TBT kaster os ikke så langt tilbage i tiden - nærmere 22 dage ;) Som jeg har pippet om her og her havde vi planlagt at vores treer skulle fødes hjemme. Beslutningen blev taget relativt sent i graviditeten idet jeg i første omgang havde en idé om, at det var meget øko/hippie/ur agtigt, hvilket jeg umiddelbart havde lidt svært ved at identificere mig med. Det var min kære kærestemand, der på et tidspunkt foreslog det, hvilket gjorde, at jeg igen tænkte over det og valgte at gå med til det. Mine to første fødsler er gået meget stærkt og jeg har begge gange haft presseveer i bilen på vej til hospitalet. Dette til trods for, at vi har boet ca. fem kilometer væk fra fødeafdelingen. Min mand fik i en bisætning nævnt, at det trods alt heller ikke var federe at skulle køre bil, være overskudsagtig, følsom og forstående samtidig med, at skulle forholde sig til en jamrende kvinde ved sin side, der med mere eller mindre overbevisning fortæller, at nu føder hun altså... SÅ, det blev til en hjemmefødsel.
Fødslen startede ved at jeg, da jeg stod op, havde lidt tegnblødning. Ved 11-tiden gik vandet og jeg kontaktede som aftalt afdelingsjordemoderen. Der var på dette tidspunkt ikke tegn på andet, men grundet erfaringerne fra de to forrige gange havde vi aftalt, at jeg skulle ringe ved de mindste tegn på fødsel så de kunne nå at sende en jordemor. Efter vandet var gået fik vi afsat mindstepigen. Ældstepigen var allerede taget på mosterhyggedag og var derfor ikke hjemme. Jeg begyndte relativt kort tid efter vandet var gået at få sådan lidt murren, men ikke noget "seriøst". Omkring kl. 12:45 fik jeg min første ve. Som ved de to andre gange "bed" de fra start og jeg var derfor ikke i tvivl om, at nu var det nu og nu ville han snart gerne ud. Jeg havde haft omkring seks lange avav veer da vi ringede og bad en jordemor om at komme. Kort tid efter at F havde lagt røret på, kom presseveerne så han ringede igen. Her blev en jordemor sat på medhør og hun guidede os igennem veerne indtil "den rigtige" jordemor kom. Her begyndte det første øko/hippie/ur agtige(!)...jeg blev bedt om at mærke efter om hovedet var på vej ud. Meget underlig følelse - noget jeg ikke lige havde forestillet mig selv at skulle mærke efter. F blev instrueret i "gaffelgrebet" (jep, det er åbenbart et "rigtigt" udtryk) og blev bedt om at have håndklæder mv. klar og jeg blev beordret op i sengen (går ud fra, at det er for at sikre at baby ikke bare plopper ud på gulvet). Jeg ved ikke helt hvor lang tid der gik med at jeg med telefonjordemoderen i røret blev bedt om at puste lagkagelys ud ved hver ve, førend den rigtige jordemor kom, men hun nåede at komme og ca. 30 minutter senere kl 14.23 kom vores skønne bassemand til verden. En klippert på 4400 gram og 53 cm. En rigtig lækker en af slagsen :) OG jeg endte med at blive så uragtig at jeg selv tog imod ham....
Efter fødslen blev jeg tjekket efter alle kunstens regler. Alt så fint ud så jeg "fik lov" til at få et lynbad og hoppede herefter i tøjet. Ældstepigen klippede navlestrengen og jordemoderen fortalte på meget pædagogisk vis om moderkage, livets træ og at det at klippe en navlesnor er ligesom at klippe i vingummier. F satte hurtigt flag op udenfor, varmede snegle, fødselsdagsboller, poppede champagne og samlede kransekage og herefter kom hele den pukkelrykkede til lillebrors første fødselsdag. Det var en rigtig dejlig oplevelse. Det var skønt at være i vante omgivelser - særligt i timerne efter fødslen og helt selv at kunne bestemme, hvordan det hele skulle foregå. Jordemoderen blev et par timer efter fødslen og sikrede at det hele var ok og var bare super dygtig og sød. Oprydningen tog omkring 5-10 minutter. Der var to sække - en med affald og en med snavsetøj (og nej, der var ikke særlig meget blod, fostervand eller andet snask). Affaldet blev smidt ud, vasketøjet sat over og der blev lagt nyt sengetøj på sengen. Bum - færdig. 
Vi fik ikke så mange billeder fra selve fødslen, men her er et hvor han er helt ny og lige kommet op på maven. 


onsdag den 27. august 2014

Wanted Wednesday

Billederne er fra justspotted, bordplade fra Silvan, stol og lampe fra voga, skuffe fra IKEA, tæppe fra ellos og lysekrone fra ILVA.
Denne onsdag drømmer jeg om ting til ældstepigens værelse. Som jeg har skrevet lidt om her skal vi i en af de næste skoleferier (realistisk bliver det nok først juleferien) lave om og flytte rundt herhjemme. Det bliver et større projekt da vi for at kunne flytte rundt også skal have sat vores bryggers i stand da meget af vores tøj skal derud. Det værelse der lige nu er nemmest "bare" at gøre noget ved er ældstepigens, hvorfor jeg i dag er begyndt at drømme lidt. Hun er jo en stor pige på syv år. For at hun ikke vokser for hurtigt fra værelset har jeg valgt møbler, der kan bruges flere år frem og i farver, der ligeledes kan genanvendes. Der er en hjemmegjort (og ganske fin) køjeseng på det værelse som jo i sig selv ikke er så "storpige" agtig så den skal jo kamufleres lidt i lidt andre lækkerier. Planen er jo fortsat, at både A og S skal sove i den seng de næste år. Der står et stort afsyret karlakammerskab derinde samt en kommode i samme stil (dog hvidmalet). Disse møbler skal fortsat være derinde. Kommoden rummer tøj og skabet legetøj. A har på nuværende tidspunkt en gammel skrivepult. Den skal skiftes ud med en halvanden meter lang bordplade fra Silvan. På den måde er der plads nok til at både hende og en veninde kan lave lektier eller nusse med et eller andet. Jeg ved ikke om jeg vil male pladen eller lade træet være råt. Det kan også være der skal noget tapet på... Lampen på billedet har hun allerede. Tæppet er i uld og sikrer, at de fortsat kan sidde og lege på gulvet uden at blive kolde. Derudover hygger det på et ellers lidt trist parketgulv. Billederne er bare søde og kan både bruges på et pigeværelse, men også senere hvis de skal i stuen eller i et af husets øvrige rum. Skufferne fra IKEA er geniale til små dimser, der ellers ikke kan være andre steder og stol og lampe er klassikere som også kan bruges mange år frem. Dog vil jeg hellere have lampen i hvid. Hvis budgettet holder til det, kan det være vi vil have to stole ellers bliver nummer to stol nok bare den klassiske træskammel fra ikea - gerne i sort...
Til hyggebeslysning er der de oplagte happy lights, men ellers kunne denne kæde være et bud.
Jeg tror jeg på et tidspunkt kommer til at lave endnu et indlæg hvor jeg viser sengen og viser lidt billeder af "pynt" til denne i form af sengetekstiler, puder mv. Planen er, at der på de bløde ting skal være en sart rosa eller lignende farve efter pigens ønsker for at  gøre det ekstra tøset. Det er nemt at relativt billigt at skifte disse ting ud. Ellos sælger en del monteringspuder i forskellige former så planen er, at jeg selv skal igang ved symaskinen og sy betræk.

mandag den 25. august 2014

Etsy køb

Jeg har netop fået en pakke fra den kære postmand. Jeg havde fået fødselsdagspenge af mine forældre og havde forinden besluttet at jeg ville købe lidt guldsmykker. Det endte så med forgyldte sølvsmykker i stedet da jeg af gode grunde så kunne købe lidt mere. Jeg har altid gået mest med sølv så har ikke så meget guld udover lidt arvet og diverse dåbsgaver mv. Jeg er ret glad for at snuse rundt på etsy og har tidligere haft gode erfaringer med netop at købe smykker. Jeg har tit været heldig at finde ret fine ringe i sølv til nærmest ingen penge i forhold til hvis man skulle købe tilsvarende herhjemme. Alle de nye smykker er fra samme bruger. Jeg synes ringen med et F er ret fin. Jeg har længe gerne ville have en ring med en kæde. Jeg har mest kigget på forskellige sølvvariationer, men nu blev det denne, der røg i kurven. 

lørdag den 23. august 2014

Lørdagslækkerier

Her er lidt billeder fra vores hyggetur inden lillebrors ankomst. En skøn dag som jeg kan skrive lidt mere om senere. Billedet af cyklerne er fra Nørreport station. Livgarden var ved Kongens have sko og låger fra metrobyggeriet ved Kongens Nytorv og nederste giver vidst sig selv :)

fredag den 22. august 2014

Limited by name it

Nu hvor efteråret er ved at tage fat er jeg gået igang med at opdatere ungernes (og min ;)) gardarobe. Særligt ældstepigen mangler tøj. Yngstepigen er så (u)heldig at kunne arve meget tøj fra sin storesøster. Hun er for det meste ganske godt tilfreds. Hun får dog også nyt da ældstepigen ofte slider så meget på det, at det ikke er meget værd til næste arving. Ældstepigen er en høj og meget slank pige. Det er sikkert noget hun på sigt bliver mægtig glad for, men nu er det altså vanskeligt at finde tøj til hende, der sidder pænt. Hun går sjældent med bukser da det nærmest er umuligt at finde nogen, der både passer i længde og i livet (de fleste mærker er afprøvet - også hvor de er spændt heeeelt ind).  Hun er til gengæld rigtig sød i nederdele eller kjoler med lidt vidde ala de to på billedet ovenover. For det første er det nemt at finde nogen, der passer i størrelsen (vi går bare et par numre ned i fx. nederdele) og for det andet giver de lidt fylde, hvilket gør, at hun ikke ser for ranglet ud ;) De seks ting på collagen er alle ting som er nye i hendes gardarobe. De er alle fra limited by name it. Jeg er indtil videre ret begejstret for kvaliteten. Hende her (som i øvrigt også er hende jeg har "tyvstjålet" min wanted wednesday kategori fra) har prøvet tidligere linjer og anbefaler også kvalitet så det kan ikke gå helt galt :) Det fås på deres hjemmeside lige her.

onsdag den 20. august 2014

Se hvem der er flyttet ind hos os

14 dage
Onsdag d. 6. august blev dagen hvor lille V bestemte sig for at komme ud. Det var som skrevet her en hjemmefødsel og det var en helt fantastisk oplevelse (selvfølgelig på den ikke flippede måde...). V blev to uger i går og jeg synes allerede, at han er blevet større :/ Nu hvor det er tredje og sidste skud på stammen vil jeg helst have, at det hele går i slowmotion så kan ikke helt klare at knægten allerede er vokset ud af meget af sit tøj i str. 56 og nu er i en 62 :( 
Indtil videre er han en dejlig nem og rolig baby. Han græder kun hvis ikke mor er hurtig nok til at finde maden frem (godt der ikke også skal ordnes flasker...) og falder nemt i søvn. Han vågner ca. 3 gange om natten for at få mad. Det skal man da lige vende sig til igen :)

F startede på arbejde i går så nu er den barslende hverdag ved at indfinde sig igen. Vi havde 14 fantastiske dage, men det er nu også meget hyggeligt at bygge en ny hverdag op nu med tre unger. 

Jeg selv er begyndt at sukke efter en ny efterårsgarderobe - både til mig og ungerne. Jeg har allerede klikket et par ting hjem jeg forestiller mig at vise på bloggen en af dagene.

mandag den 4. august 2014

Ferie og babybobel

Vi har trukket stikket ud herhjemme. Vi går alle og venter lillebrors ankomst og nyder lige pt. vores to piger og det samvær vi har med dem. Om kort tid kommer der endnu et familiemedlem og vælter rundt på den hverdag, vi har haft de sidste år. Jeg har valgt at vente lidt med at opdatere på bloggen til efter hverdagen igen er begyndt. Det kan være der kommer lidt småindlæg engang imellem, men indtil babys ankomst vil jeg som sagt forsøge at nyde tiden med kun to børn :) 
Vi har ferie til på mandag hvor jeg da både håber og satser på at baby er i barnevognen og ikke i maven til storepigens første dag i 1. klasse...